Sport45

Ung Bulldogsspiller måske til AaB


Vedholdende rygter har på det seneste sendt stortalentet Caroline Christoffersen væk fra Frederikshavn Bulldogs. Christoffersen skulle være utilfreds med niveauet i Bulldogs og ønsker derfor at søge nye gulvplanker.

En kilde oplyser overfor Sport45, at AaB Floorball har været meget tæt på at blive U19 landsholdsspillerens nye klub, men at blandt andet Christoffersens mor synes at det kommer til at tage for megen tid med transport fra Frederikshavn til Aalborg til tre ugentlige træninger plus kampe for den bare 15 årige pige. Til gengæld skulle et skifte til Outlaws være udelukket.

Caroline Christoffersen er lillesøster til Mathias Christoffersen på Frederikshavn Bulldogs' herrehold og har i denne sæson skilt sig ude som den klart farligste spiller på det unge mesterhold. Det vil derfor være et gevaldigt tab for nordjyderne, hvis hun forlader sin barndomsklub.












Jesper Beier til Södertäjle Rockets

I sportsverdenen er det ofte mandlige stjerner, der tager sin hustru eller kæreste med på et udlandseventyr. Men i dansk floorball er det lige omvendt og denne gang er det Helle Grønbech, der har trukket sin kæreste Jesper Beier med til udkanten af Stockholm, Sverige, hvor han skal spille to rækker under sin kæreste, nemlig for Södertälje Rockets i 1. division.

Jesper Beier har tidligere spillet én sæson for Kungsör IBK i 2. division, hvor det blev til to mål, fire assist og ti strafminutter i 20 kampe og så har han optrådt i tre kampe for FBC Engelholm i 3. division med to mål og to assist som udbytte.

I det første udlandseventyr var Beier kæreste med daværende landsholdsspiller Mie Sofie Hansen, der nu spiller i Odense, men har optråds for Kungsör og Pixbo, så måske er vejen for ambitiøse, kvindelige floorballspillere, at søge nærkontakt med Beier, da det tilsyneladende giver muligheden for en kontrakt hinsidan ;-).









Alex Jensens karantænesag afgjort, men spøger stadig i Bulldogs

I forbindelse med lørdagens ligakamp mellem Frederikshavn Bulldogs og Team Århus Floorball er der opstået en protestsag. Hjemmeholdets Alex Jensen fik i den foregående kamp matchstraf og er efterfølgende blevet idømt seks spilledages karantæne af DaFU.

Han var derfor spærret i Team Århus kampen, men udeholdets ledere observerede Alex Jensen ved Bulldogsomklædningsrummet under kampen, hvilket er i strid med turneringsreglerne. En karantæneramt spiller må ikke have kontakt til sit hold fra en time før kampstart til holdet har forladt hal og omklædningsrum.

TÅFs sportschef og assisterende træner Jens Ørhøj anser det dog for tvivlsom, at de vil gøre noget ved sagen:

- Intet tyder på at Alex Jensen har haft nogen indflydelse i kampen. Måske har han bare været ude og ryge og er gået den vej for at komme ud og efter kampen har han så været forbi og ønske tillykke med overtidssejren, forklarer Ørhøj

Han håber, klubberne i ligaen fremover vil være mere konsekvente med, at karantæneramte spillere ikke kommer i nærheden af sit hold i forbindelse med kampe, indtil deres karantæner er udstået.

- Vi har haft tankerne på sagen med Thomas Lodberg i AaB sidste år, og det kan godt tænkes, at ikke alle klubber og ledere ville lade sagen ligge i en situation som denne, slutter Ørhøj.

At Alex Jensen får seks spilledages karantæne, kommer i øvrigt som en overraskelse for Sport45. En karantænedom på 30% af en sæson tyder på, at Alex Jensen virkelig har optrådt til fare for liv og legeme i episoden i kampen mod AaB for en lille uge siden, og en så lang karantæne bør være underbygget med mere end blot dommernes indberetning.

Sammenligner man floorballsporten med fodbold, ishoockey eller håndbold, så er det vel en gang hvert årti, at der kommer så lange og hårde straffe. En karantlæne på 30% af kampene i fodboldens Superliga ville svare til ti kampe på tribunen og det er vist aldrig sket i de danske divisionsrækker.

Enten har Alex Jensen virkelig dummet sig eller også er strafniveauet fra disciplinærudvalget kommet fuldstændig ud af kontrol og har nærmest karakter af en standret.

Kender du til episoden og hvad synes du? Er seks spilledage for meget og bør Bulldogs straffes fordi Alex Jensen har lidt for meget kontakt med sit hold? Deltag i debatten her: Karantæne til Alex Jensen.