Sport45

Nissen: Benløse er en farlig modstander


Rødovre FC er stadig med i sæsonens pokalturnering og onsdag aften den venter endnu et pokalopgør.

Indtil videre har man slået henholdsvis FFK 10-1, Lyngby 6-0 og Vanløse 5-2, hvilket har bragt holdet til semifinalen og altså stadig med muligheden for at generobre pokalguldet, som man vandt sidste sæson. Benløse er sidste bump på vejen inden pokalfinalen og Rødovre er yderst klar til at gå hele vejen.

De to hold har mødtes en enkelt gang denne sæson i ligaen, hvor det blev det til en overbevisende Rødovresejr på 8-2. En kamp, der dog først blev afgjort i 3. periode, men med et Rødovrehold i fuld kontrol over kampen. Derfor må gæsterne nok også påtage sig en mindre favoritrolle, men Benløse skal absolut ikke undervurderes. Værterne har en masse unge og dygtige talenter, som er utroligt løbestærke, samtidig med at de har nogle fremragende individualister og især er Tim Jannerup en en farlig mand.

Benløse må også være godt tanket op med selvtillid. De indtager for øjeblikket Floorball Ligaens andenplads efter en 5-2 sejr over Vallensbæk i weekenden og ugen inden blev Hafnia sendt hjem med et 4-2 nederlag i bagagen. Især sejren over Hafnia var en fantastisk sejr for de unge fra midtsjælland og i det hele taget er Benløse er et stækt hold på hjemmebane. Så der venter derfor Rødovre en svær kamp, hvor de skal fokuseres hundrede procent på opgaven og holdet skal være helt klart klar fra start.

Rødovres Claus Nissen (tv.) udtaler om kampen:
- Benløse er altid en farlig modstander og har virkelig spillet noget god floorball i år, men det har ikke overrasket os så meget. Vi ved hvad de står for, så det bliver bestemt ikke nogen nem opgave. Jeg tror vi kommer til at se et Rødovre hold, der vil forsætte de gode takter, som der var i ugens kamp mod Hafnia, hvor vi viste noget godt floorball og en god moral.

Kampen mellem Benløse og Rødovre spilles i aften i Benløsehallen med start klokken 20:30. Vinderen møder Sunds Seahawks i pokalfinalen, som spilles den 14. januar i Aalborg.