Sport45

WFCQ optakt: Danmark-Norge




Ovenpå afklapsningen mod Tyskland, skal det danske herrelandshold i eftermiddag forsøge at rejse sig mod Norge. På forhånd var normændene anset for den sværeste modstander i gruppen, men med kampen mod Tyskland i erindringen må man nok erkende, at Tyskland ligger meget nær Norge i niveau. Så hvis Danmark kan ændre instilling og få hul på den norske målmand fra starten af kampen, kan der ligge en overraskelse og lure.

Norge, er den nation Danmark har spillet flest herrelandskampe mod. 19 gange har broderfolkene stået over for hinanden med 14 sejre til nordmændene, tre uafgjorte og to danske sejre som resultat. Målscoren er på hele 100-53 i Norges favør. Og heraf er de seks af kampene blevet spillet ved verdensmesterskaber og her har Danmark faktisk klaret sig væsentlig bedre end i venskabskampene.

Den ene af de to sejre samt to af de tre uafgjorte er hentet ved VM og især kampene i 1998 i Tjekkiets hovedstad Prag og 2000 i Sarpsborg i Norge vækker nok minder hos floorballnostalgikere. Begge gange var den uafgjorte kamp mod Norge afgørende for at Danmark kom i semifinalerne. Og pudsigt nok fik Danmark begge gange udlignet i de sidste minutter af kampen, og snød dermed Norge for semifinalebilletten. I 1998 scorede først Jack Vest med 15 minutter igen af kampen og seks et halvt minut før tid udlignede Anders Jensen til 2-2. I 2000 var det endnu tættere på slutfløjtet. Bare tre et halvt minut før tid dukkede Kim Haagensen op som en trold af en æske og scorede på assist fra Joakim Larsen til 1-1.

Men den tid var en helt anden med en del dansk-svenske spillere på landsholdet. Nutidens danske landshold er spillere, der alle har fået deres floorballopdragelse i Danmark og holdene kan derfor ikke rigtigt sammenlignes.

De to klart største profiler på det norske hold er udlandsprofferne Ketil Kronberg og Lars Erik Torp, der begge spiller i den svenske Superligaklub IBK Dalen. Her er 31-årige Kronberg en af stjernerne og på fem sæsoner i den bedste svenske række har han scoret 100 mål og assisteret til 74 i de 113 kampe han har spillet for IBK Dalen.

Lars Erik Torp spiller sin fjerde sæson i SSL for Dalen og den 25-årige forward har i 88 kampe for klubben scoret 22 mål og 6 assist og spillet 10 slutspilskampe.

Udover de to Dalen-spillere har backen Erik Viggo Nielsen også klubadresse i Sverige, nemlig i 1. divisionsklubben Örnsköldsvik, hvor han har spillet i fem sæsoner og er blandt de bedste offensive backer.

Andre markante spillere på det norske hold er den rutinerede duo Andreas Sletten (71) og Raymond Evensen (96). Og så kommer zorrokongen Runar Snellingen nok også til at blive en ubehagelig oplevelse for det danske landshold. Nordmændene må i Tyskland undvære erfarne Willy Fauskanger, der kort før afrejse måtte melde afbud med en skade.

På mål har nordmændene den nationaliserede svensker Christer Rönnmark. Han har en fortid i Storvreta og IBK Sirius og spiller til daglig for Tunet i den norske eliteserie.

Så et meget stærk norsk landshold, der har både rutine og ungdom og som på papiret burde vinde en sikker sejr over Danmark. Men der er altså ikke tale om svensk eller finsk klasse og en stærk holdindsats af de danske spillere kombineret med solidt målmandsspil og en smule held kan skabe en overraskelse. Især hvis der kommer en trodsreaktion ovenpå kampen i går, hvor både spillere og trænerne virkede chokerede og rystede efter kampen og ikke rigtigt kunne fatte, at man var blevet fejet ud af banen af Tyskland.

Den danske topscorerliste efter to kampe:
Kenneth Danielsen 3 mål + 1 assist = 4 point
Niklas Juul Jensen 2 + 1 = 3
Stefan Hedorf 0 + 2 = 2
Alex Jensen 1 + 1 = 2
Jacob Strøm 1 + 0 = 1
Mølby Morten 1 + 0 = 1
Thomas Bouchara 1 + 0 = 1
Brian Nielsen 0 + 1 = 1
Steffen Jensen 0 + 1 = 1


Kampen mod Norge livestreames her på SPORT45 fra kl 15:50 og senere i aften viser vi også Spanien - Tyskland fra kl. 19:00.

Hvordan tror du, det går i eftermiddag mod Norge? Giv dit bud i kommentarerne nedenunder!