Sport45

Sikker TÅF sejr over CPH


Årets første kvartfinale blev spillet fredag aften hvor Team Århus Floorball hjemme tog imod Copenhagen Spinderiet Floorball Club.

Kampen startede ud med to hold der var noget afventende og med Copenhagen i teten de første 5 min, hvor de også havde en kæmpe 100% chance, som de på en eller anden måde formåede at brænde. Desværre for Copenhagen fik Team Århus Floorball, langsomt men sikkert ædt sig ind i kampen og da Copenhagen samtidig fik en udvisning til Bo Kanstrup, så vendte det kampen til Team Århus Floorballs fordel. Lige da udvisningen endte, fik Team Århus Floorball scoret til 1-0 og herefter stod der TÅF på resten af perioden, der endte 2-0

Også i anden periode stod der TÅF på det hele, Copenhagen fik igen nogle afgørende udvisninger og Team Århus Floorball kunne med deres hurtige pasningspil sikkert bringe sig foran med 5-1 og det lignede dermed en sikker sejr inden tredje periode.

I tredje periode fik Copenhagen spillet sig noget bedre ind i kampen, men når ret skal være ret, virkede det også som om at Team Århus Floorball slækkede lidt på speederen. Tredje periode blev en noget rodet affære hvor Copenhagen fik pyntet lidt på resultatet, da de vandt denne periode med 1-2 så kampen endte med en sikker 6-3 sejr til Team Århus Floorball. (2-0 / 5-1 / 6-3)

De to hold mødes igen allerede i morgen kl 16:15 og her skal Copenhagen et gear op, og undgå de dumme udvisninger, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at hente en sejr hjem til sjælland. Denne kvartfinale bliver i øvrigt spillet et andet sted, da Team Århus Floorball og Århus FS er gået sammen om at lave et stort event, hvor de samler begge klubbers kvartfinaler i ÅFS centeret.

Lørdagens program er følgende:
10:00 3. div. herrer: ÅFK 3 - Skive
12:00 2. div. herrer: ÅFK 2 - Randers
14:00 2. div. herrer: AC Aarhus - Sunds 2
16:15 Kvartfinale 2 herrer: TÅF - Copenhagen SFC
19:00 Kvartfinale 1 damer: ÅFK - FF København