Sport45

Vanløse får drømmestart på sæsonen!


Resultatet af mange måneders hård fysisk og teknisk træning kulminerede lørdag i Vanløse hallen, da Vanløse Floorballs Ligahold spillede imod det jyske hold Sunds Seahawks.

Første periode var præget af noget usikkerhed hos hjemmeholdet, og et hurtigt kontraspil fra Seahawks, som resulterede i at Vanløse var bagud 1-2 ved opstarten af anden periode.
Herfra blev spillet hurtigere og mere målrettet fra hjemmeholdet, og særligt Vanløses helt unge kæde med stortalenterne Børner, Jørgensen og Hedegaard i front, skabte gang på gang store chancer. De tre unge spillere formår at holde et enormt højt tempo og pres rundt om Seahawks mål, og den unge kæde stod for tre af de fire mål Vanløse satte ind i kampen, der endte 4-2 til Vanløse.

”At tre så unge spillere kan have en så afgørende rolle, i en Ligakamp i Danmarks bedste række, er bevis på effekten af Vanløses målrettede talentudviklingsprojekt”, udtaler ligatræner Alexander Sundsfjord.

”Effekten af vores træningssamarbejde med flere svenske klubber og den hårde fysiske træning holdet har været igennem det sidste halve år, var udslagsgivende i sidste periode i dag. Vi havde simpelthen flere kræfter end de andre” siger Alexander Sundsfjord.

Med sejren i dag har Vanløse Floorball fået en fantastisk start på sæsonen. Næste kamp er mod et af landets absolut tophold, når Vanløse tager imod Brønderslev Hot Shots lørdag den 27. september klokken 1430 i Vanløsehal 1.
Hvis man er nysgerrig på at se floorball på absolut topplan, og vil støtte Vanløses elitehold, så kom ned og hep på drengene i næste weekend siger klubbens formand Thomas Lehnert.

Efter ligakampen spillede Vanløse Floorballs U17 hold deres første sæsonkamp mod Team Nordsjælland, og også her brilierede Vanløses ungdom ved at vinde en overbevisende sejr på 9-3.