Sport45

Lokalbrag med undertoner..!


Lokalopgør i floorball efter interessante klubskifter.!

Lokalopgøret torsdag aften i Arena Nord mellem FC Outlaws’ og Frederikshavn Bulldogs’ damehold, er mere end blot en almindelig floorballkamp mellem to ligahold.

De seneste år har Bulldogs siddet tungt på tronen med flere mesterskaber til følge. FC Outlaws’ seneste mesterskab skal vi tilbage i sæson 2007-08 for at finde.

Det var heller ikke ventet, at FC Outlaws i denne sæson ville kunne spille sig til en finale og bestemt heller ikke afgjort, men et par opsigtsvækkende klubskifter har skabt grobund for lidt flere strenge at spille på.

De to spillere, som har skiftet fra Bulldogs til FC Outlaws er de landsholdsaktuelle Camilla Sørig og Anne Bruun. Sørig er en hurtig og farlig forward, mens Bruun vogter målet på landsholdet og indtil for 14 dage siden hos Bulldogs. Anne Bruun har før i tiden spillet i Outlaws, mens det er første gang Sørig skal prøve i en anden klub. Især Anne Bruuns klubskifte har skabt røre omkring damelandsholdet og givet dønninger igennem systemet.

Begge spillere kan få debut i kampen torsdag mellem de to lokalrivaler, og det skal nok være med til at skabe endnu en dimension i de traditionsrige dueller mellem de to hold, som begge hold for enhver pris vil vinde.

Kampen spilles kl. 20.00 i Arena Nord og der er fri entré til kampen.