Sport45

AaB sejrede i Friday Night Floorball


Rammerne i Atletion i Århus var med mange tilskuere og direkte tv-sending på nettet sat til en spændende åbningskamp mellem Team Århus Floorball og AaB fredag aften. På forhånd var Team Århus udnævnt til favoritter, men det var en titel århusianerne havde svært ved at leve op til.

Kampen startede lidt søvndyssende med en målløs første periode, der kun bød på få chancer til de to hold. Team Århus var absolut spilstyrende, mens AaB tog udgangspunkt i en solid defensiv.

Så man skulle helt hen i anden periode for få den første scoring. Og overraskende var det AaB, der bragte sig foran, da Andreas Glad afsluttede et kontraangreb. Og få sekunder efter blev det til 2-0 til AaB ved det unge talent Patrik Bols efter en returbold fra Rainer Komi.

Team Århus virkede en smule frustrerede og fik raget en lidt unødvendig udvisning til sig. Og i det efterfølgende powerplay kunne Søren Olesen øge til 3-0 fra distancen. En regulær chokstart i anden periode og Århus virkede groggy og var sendt til tælling, så først i hen mod slutningen af anden periode fik de etableret det pres mod AaBs mål, som man havde forventet. Men AaB fik reddet stormen af.

Ikke mindst takket være keeper Alexander Brandrup, der leverede en superkamp med mange fantastiske redninger og længe så ud til at holde nullet. Brandrup var simpelthen flyvende.

I starten af næste periode gentog kunststykket fra forrige periode sig. AaB scorede næsten med det samme ved Martin Kristensen og minuttet efter blev det også til 5-0 og endnu en gang var det op ad bakke for TÅF, mens AaB mere og mere lignede dagens sejrherrer.

AaB sadlede en smule om og kocentrerede sig mere og mere om defensiven, men TÅF fik lagt pres på og bagud 0-5 var TÅF-træner Jens Ørhøj tvunget til at satse og en ellers ankelskadet Morten Larsen blev sat på banen. Og det gave pote, da et perfekt kontraangreb blev sat igang af Lasse Olesen og eksekveret af Larsen. Men med syv et halvt minut igen, var kampen reelt afgjort og Andreas Glad fjernede al tvivl ved at prikke bolden i mål efter en lang aflevering.

Så det var ren kosmetik, at Morten Larsen i sidste minut reducerede til 2-6 så AaB sikrede sig en overbevisende sejr i sæsonens første Friday Night Floorball.